tirsdag den 24. marts 2015

Mad




Der var lige nogle spiselige emner, der trænger til at vendes.



Først den romantiske aftensmad på Gram kro. Jeg vil dog denne gang skåne jer for monstret i loftet!



Billedkvaliteten er mere end sølle. De billeder tåler absolut ikke forstørrelse.
Bar' ærg'ligt.....



Vi valgte at drikke husets vine. Det valg vil ikke blive gentaget på det sted.

Forretten var laks på 3 forskellige måder. Dertil et stykke aldeles fortræffeligt brød.
Fint anrettet, velsmagende og hverken for lidt eller for meget.
Hovedretten var kalvekød med en slags røstikartoffel og dertil (hvor pinligt 
- jeg kan simpelthen ikke huske hvad det grønne var!) noget velvalgt grønt. 
Rigelige mængder af god sovs til egendosering.
Igen, særdeles fint anrettet, velsmagende og hverken for meget eller for lidt.



Dessertbilledet er det eneste der er nogenlunde skarpt. Men indholdet på den sorte kæmpetallerken kan dårligt ses, desværre.
Tre kugler god is, en mazarinagtig kage med frugt, 

dertil lidt frugt (ananas og melon) på tallerkenen. 
Ved kl. 4-6 på tallerkenen skimtes en "marmeladeslange". 
Den var heller ikke nem at se IRL.
Sorte tallerkenener er noget dumt noget. 

Men at melon i min optik absolut ikke er et spiseligt valg kan kroen vel egentilig ikke gøre for.
Dertil kaffe og dessertvin.



Godt, jeg ikke skal ernære mig som madanmelder! 
I må nøjes med den smule beskrivelse.



Summa summarum:
Vi havde en særdeles fin aften med god mad, behagelig betjening og en rar stemning i lokalet. 
Ingen 'musik' til at forstyrre. Det passer støjfølsomme mig overmåde godt.
Vi kunne sagtens finde ud af at komme på den kro igen.





Til det arbejdende folk havde vi lavet en menu der krævede mindst muligt af os på dagen:


Øl og vand ad libitum hele dagen.

Frokost: 
Pølser og brød med hele svineriet. 

Eftermiddagskaffe:
Hjemmebagte cremelinser efter opskriften herfra
Påskenøddekage. opskrift her 
En anden gang tror jeg, jeg vil lave den med mørk chokolade i stedet for blød nougat. Jeg synes, den blev lidt for meget....





Aftensmad:
Vi havde lavet tunmousse til forret - den droppede vi, folk var slet ikke sultne!
Skinkesteg i skiver og kyllingebryst i fad (opskrift på kylling her). Dertil kogte kartofler og revne grøntsager.
Is ad libitum med hjemmelavet hindbærcoulis.




Som sagt, ingen gik sultne fra matriklen. Og vi har restemad i fryseren til adskillige dage, for vores største problem var (som altid) begrænsningens kunst. Vi får altid lavet mad nok til en mindre (eller snarere større) hær...






mandag den 23. marts 2015

Jeg kan ikke få armene ned!


Hele sidste uge gik slag i slag, med vandvarmer, forberedelse af nem mad til lørdag og færdigstrikning (vigtigt!) af trøje til lille Mynthe.
Nu vil jeg godt vise lidt af mit bryggers frem.
Med vandvarmeren yderst til højre og med de fine hylder ved siden af.
Og stadig en del værktøj på trappen.....


Lørdag gik især slag i slag, og du milde hvor var vi trætte lørdag aften.
4 store trailerlæs (og vores trailer er ikke af de allermindste) med sten, cykler, radiatorer, murbrokker, gamle havemøbler, hullede vintermåtter og temmelig meget mere blev sendt videre ud i den store verden (læs: på losseplads).



Vores depot med vildthegn blev flyttet (- nogen, der vil købe 140 cm højt Poda vildthegn? Vi har temmelig meget liggende....) fra en placering i det rene brændenældekrat til et sted hvor vi kan komme til det. 
Så vi kan få det solgt.

Det er hegn vi fik for at fjerne det. Altså fjerne det hele, ikke kun den smule vi selv skulle bruge. Vi  har flere kilometer hegn liggende (Ikke pjat, jeg er skam helt seriøs!).



Det her er det eneste billede jeg har kunnet finde af bunken med hegn. Den har jo ikke just været min store stolthed, den bunke, så ingen billeder.
Det er heller ikke bunken, jeg fotograferede. Det var kæmpelastbilen der kørte naboens solide selvbyggede shelter væk for nogle år siden.

En ret spændende transport, men det lykkedes den at passere os uden at ødelægge noget, som det ses nedenfor..
Her var det mest kritiske sted - bare for at vise det.




Hegn, hegn og atter hegn



Her lå hegn og murbrokker.
Om en måned er det det rene brændenældevildnis, hvis vi ikke gør noget.
Det skal planeres og så skal plæneklipperen klare resten. Det er nok den nemmeste måde at få fjernet de utysker på.
Til højre ligger en bunke sten, vi håber at få brugt dekorativt og så har svigersønnen bygget den flotteste obelisk af fliser. Han er jo også anlægsgartner, og er god til at se muligheder for dekoration!

Den her fik vi heldigvis lov at beholde.
Vores fine havepejs.


Det var 1. kapitel om sidste uges bedrifter. Der kommer flere!




fredag den 20. marts 2015

Jeg har 1000 ting der skal gøres for at her kan se afslappet ud


Suverænt ét af mine helt foretrukne filmcitater (fra "den eneste ene").


Vi skal have arbejdshold til slid, slæb og mad i morgen, så blogomania må vente....





To billeder skal I nu ha:


"Hvad er dette", sagt med ren Piet Van Deurs stemme..

Det er en ting, der hænger på lysekronens plads i restaurationslokalet på Gram Kro. Jeg kan identificere et lidt ubekendt antal hjortetakker og en el-pære. 

Maden i mandags var finfin, og jeg tog billeder af den. 
Billederne dur bare ikke. Jeg bruger kun meget nødig blitz, så de blev uskarpe, undtagen dessertbilledet - som heller ikke dur. Dessert anrettet på en sort tallerken er ikke fotovenligt....




Billedet nedenfor (fra i formiddag) er heller ikke taget med blitz.


Der var et lille hul i skylaget, lige på det helt rigtige tidspunkt og sted, så jeg så den! Solformørkelsen.
10 minutter efter var alt gråt i gråt igen, og sådan er det stadig.



Og jeg skal videre med det afslappede udseende i stuerne.





mandag den 16. marts 2015

Dagens Facebookquiz.



Ææææælsker de der quizzer.
De er så gode og er eminente til at finde frem til sandhederne.


Du er et geni, og dit intellekt er uden sidestykke! Du grubler konstant over tingene, og dybest set er du decideret analytisk. Du har sandsynligvis bunker og atter bunker af bøger derhjemme, ikke? Alligevel holder du begge ben på jorden, og...
DA.WHAT-CHARACTER-ARE-YOU.COM
























Om et øjeblik skal jeg til frisør og i aften skal jeg med lillefa'r på Slotskro og spise romantisk fødselsdagsmiddag!


Jeg tog lige testen et par ekstra gange, med helt samme svar. Helt samme svar.
Her er resultaterne:

Du er en ærlig sjæl

Du er en ærlig sjæl, og du lader dig aldrig narre. Du er den type, der altid taler lige ud af posen, selvom det kan være ubehageligt at høre. Du finder det vigtigt at håndtere problemer åbent og direkte i stedet for at skjule dem eller ikke adressere dem. På samme tid forstår du mennesker meget godt, og du kan kende en løgn på en kilometers afstand. Dine venner værdsætter din ligefremhed og kommer til dig, når de har brug for en ærlig mening.



Du er en fri fugl!

Du er en fri fugl, og du kan ikke lide at føle dig begrænset. Du sætter stor pris på frihed, både fysisk og psykisk. Du elsker eventyr og nye oplevelser. Af denne årsag elsker du at krydse grænser, og du rejser i stor udstrækning. Du er ikke snæversynet omkring noget som helst, og du er meget tolerant. Du dømmer bestemt ikke folk, du ikke kender. Du har altid et godt råd eller en spændende historie parat til folk omkring dig.




Du er filantropist!

Du er en filantropist og et venligt øre til dine kære. Du er meget betænksom og en dedikeret ven til folk omkring dig. Du finder glæder i at hjælpe folk og være dagens mand i skysovs. Du er pålidelig under alle omstændigheder. Du vil aldrig kunne såre nogen af ondskabsfuldhed eller egeninteresse, og du hader folk, der snyder og udnytter. Du er en rendyrket idealist!


Du er et geni!

Du er et geni, og dit intellekt er uden sidestykke! Du grubler konstant over tingene, og dybest set er du decideret analytisk. Du har sandsynligvis bunker og atter bunker af bøger derhjemme, ikke? Alligevel holder du begge ben på jorden, og du er næsten aldrig en kloge-åge. Folk omkring dig sætter stor pris på din villighed til at hjælpe og din venlige personlighed. Du er et af de mennesker, der har evnerne til at ændre verden til det bedre!








torsdag den 12. marts 2015

Heyyy -- No'en der ta'r til Mel'far i morgen?





Jeg gør, og jeg tager manden med. 

Vi stikker simpelthen af hjemmefra, gør vi!



Vi har udsat vores arbejdsdag i haven en uge, af flere grunde.

Den ene er at vores bryggers stadig ligner noget der er værre end løgn.......




Huset er sært, skævt og aldeles ikke helt almindeligt. Så selv relativt enkle opgaver kan være næsten håbløse.
Og det bliver ikke lettere med en mand, der med fuld ret (og meget højt) kan synge "I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme. Der har jeg ROD osv osv".

Vi kan ikke komme til nogen ting. 
Bryggerset (som er et gennemgangsrum) er blokeret. Vi kan ikke komme op ad vores trappe, der ligger alt muligt og ligger. Den gamle vandvarmer ligger og fylder. Den ekstra vandvarmer ligger og fylder. Ølkasser, hunde- og kattemad, en kasse dit og en kasse dat, kommode, reol - younameit, det er dræbende......

Og dette var så dagens jammertema........



Jeg har fået pudset vinduerne, så lidt godt er der da sket. Tænk, sådan nogen kan være helt gennemsigtige!





I morgen løber vi hjemmefra og tager en tur til Middelfart, hvor der skal gramses igennem.
Og bl.a. hilses på min lokale garndealer, Fru Kamp. 
Og på Ribe symaskinelager, som er en skøn forretning.
Og på alle de andre skønne butikker i fristelsernes hule.

Vi er absolut ikke A-mennesker her, så vi kommer nok først til Middelfart over middag.



Jeg skal selvfølgelig slet ingenting købe, bare kigge.......






onsdag den 11. marts 2015

Pilotstrejke? Ikke her!


Lader billederne tale....












- og så må jeg hellere komme videre. Pudser vinduer!

lørdag den 7. marts 2015

Jeg vil ikke røre en finger på min snarlige fødselsdag - så er det sagt!



Så på selve dagen har jeg inviteret pensionisten ud at spise en 'romantisk middag for to'. Betalt med et såkaldt oplevelsesgavekort, som jeg fik ved mit jobophør.


Vi er nogle fæ til at få brugt sådan nogen gavekort. Glemmer dem simpelt hen, og pludselig er de alt, alt for gamle. Men nu skal det være!



Til gengæld for min manglende opvartningsenergi på selve dagen har vi (skriftligt) inviteret en håndfuld arbejdsduelige folk til at komme på lørdag. 

UDEN gaver, har jeg skrevet, fordi jeg har tænkt mig at udnytte deres kroppe i stedet.


Vi har så mange udendørs små og store hængepartier, vi ikke selv når i bund med.
Nu er jeg spændt på om vennerne har lyst at give en hånd i fælles lag, når jeg nu har lovet dem fortæring hver tredje time (samt hvad de kan drikke undervejs).


Jouw da, de er skam inviterede skriftligt, men kun som B-post. Ellers bliver det for dyr en dag for os.....


Typisk for mig bruger jeg mest tid på at planlægge eftermiddagskaffetraktementet, sidder og savler over den ene svulstige kage efter den anden.
De burde nøjes med tørre kiks og stående kaffe, så arbejdstiden ikke bliver sløset bort!



tirsdag den 3. marts 2015

Knit-together 2015 i Brande


Det var bestemt ikke nogen dum idé at spendere søndagen i Brande. Der var både god mad, godt selskab og masser af strikkeinspiration.





Noget af morgenbordet på café Tankefryd. Der var ikke plads til det hele på bordet.
De hardcore nød en portion øllebrød med flødeskum....


Der blev skam både snakket, strikket, hæklet og sms'et.
Og der var rigtig megen inspiration at hente i damernes påklædning!


At tage fornuftige billeder af (andre) fibergale hvor der pushes garn er helt håbløst.
De står ALTID med ryggen til, med næserne (og især hænderne) dybt begravede i garn.



Her kunne jeg komme om på den anden side af bordet, og se ... ikke helt ansigter, men dog forsider!

Det var den her samling, der trak. De er godt nok også flotte, de knapper.
prøv at klikke billedet stort og nyd detaljerne i de enkelte knapper.



Jeg er generelt et fæ til at vide hvem der udstiller hvor.
Men Hanne Pjedsted kender jeg da, hun er underviser på strikkehøjskole i Rønde (hvor der vistnok stadig er nogle pladser på kurset til sommer).



Der blev udtrukket forskellige gaver, indtil flere gange.
Garn, strikkekits, smykker og lignende.
Jeg var heldig at vinde denne her, som jeg rent faktisk har savlet en del over og ligefrem havde overvejet at købe. Lucky me!



Bodil Munch fortalte, især om sine rejser til Estland, hvor en flok garngale (heldige asener!) har haft lejlighed til at opleve Estlands rige strikketraditioner.

Jeg går vist ikke for vidt, hvis jeg siger at Cafeen ikke er det optimale sted til foredrag med billeder på et lærred.
Rummet er langt og smalt, og det må have været svært for de bagerste at høre.

Lærredet var lysgennemskinneligt, og der var ingen gardiner til at dække (syd)vinduet bagved, så en del af foredraget var silhouetoplevelse, suppleret med blege billeder på lærredet. Det var synd!
Jeg måtte fifle en del for at få ordentlige billeder i kassen, men det lykkedes heldigvis, ved hjælp af blitz og lysmåling et mørkt sted at få lavet nogle acceptable skilderier.


Både Bodils bluse og sjal er estiske.

Et estisk strikket hånddyr.
Jeg var henne og gramse det bagefter, og jeg er imponeret. Det er meget stramt strikket og er derfor ret stift i materialet. Jeg kan slet ikke holde ud at strikke så stramt.


Bodils sjal i nærbillede. Bodil har selv et bedre billede af sjalet her (det 11. billede på siden).
Hun fortalte at knopperne er en garanti for at sjalet er håndstrikket. De kan ikke laves på maskine.
Det er sådan et sjal, der får det til at krible i fingrene. Det er smukt og fnuglet. 
Jo, det er under overvejelse!


Og så var der kaffe!



Jeg fandt to håndarbejder at tage med.

Den her til pral (rødmer lidt, men var heldig: den BLEV kommenteret!) og det glatstrikkede stykke af undertrøjen  (som lytte/snakketøj) fra min snart 70 år gamle babybog i  en ikke 70 år gammel babyfarve....
Nu er jeg lige kommet i gang med blondestykket. Det er let nok, men ikke så egnet til sludremøde.

.
Datteren så sjov ud da jeg viste hende farven, men undertrøjen/vesten bliver flot!
Jeg glæder mig meget til at se den på babyen. 


Der er blevet lidt færdigt:


Hue fra Dover and Madden til Mynthe. Strikket i Arwetta.
Jeg har 'forbedret' opskriften med hestetømmebindebånd og tut foroven.
Og så har jeg strikket vanter til, opskrift fra "blød begyndelse"
, med et enkelt huemønster på håndryggen.

Hun har fået kinder, den lille. Hun har accepteret grød som mad, og det er god mad nu!


En vest herfra (også i Arwetta) er også hoppet af pindene. 
Den blev lige til den smalle side, men passer godt til ikke specielt fede Mynthe.






Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...